Alt det fede fra Berlin

01/12-09 Af Anne Lønstrup

Over 100 værker af 10 kunstnere, som alle er bosiddende i Berlin, præsenteres fra på fredag i Ny Tap på Carlsberg. Udstillingen hedder Dickes B. og er en kærlighedserklæring til kunstscenen i Berlin.

På fredag kl. 17.00 har Copenhagen Art Factory fernisering på udstillingen Dickes B. i den nedlagte tappehal, Ny Tap, på Carlsberg. Galleriet har tidligere stået bag fem mindre udstillinger på Vesterbro, men satser ifølge Henrik Nordahl på fremover at blive en permanent spiller på den kulturelle scene på Carlsberg.

I denne omgang viser Copenhagen Art Factory over 100 værker af 10 i Berlin bosatte kunstnere, hvoraf danskeren Peter Nansen Scherfig er den ene. Om at bosætte sig og arbejde som kunstner i Berlin siger Scherfig:

“Berlin og København er ikke særlig langt væk fra hinanden, ligesom køkkenskuffer heller ikke er det. Indholdet kan derimod være meget forskelligt, selv om det ved første øjekast ser meget ens ud. Der er sprog, kultur og historie til forskel. En måde at lære sig selv at kende på, er at gøre sig selv fremmedgjort, selv når man taler om køkkenskuffer og tyskere. Og ikke mindst på tysk. Derefter vil alt være en ny og overraskende oplevelse”.

Ud over Peter Nansen Scherfig (DK) vises værker af kunstnerne: Pedro Boese (DE/POR), Erling Viktor (DK), Rosalie Dupré (DE/NL), Patrick, Gutschmidt (DE), Inken Hilgenfeld (DE), Jan Klopfleisch (DE), Jorge Lopes (POR), Tim Roeloffs (NL), Daniel Sambo-Richter (DE).

Kærlighedserklæringen til den tyske hovedstad kan ses frem til den 12. december mellem kl.12-18 i Ny Tap, Pasteursvej 54, 1799 Kbh. V. Indgang sker via Vesterfælledvej 100, også kaldet Port C. 
 

Jorge Lopes har malet billedet på forsiden: "Two eggs and a few balls" og Daniel Sambo-Richter står bag maleriet herover  - "Kindersoldat".

Tilmeld Nyhedsbrev

Quick links


Se alle

Vidste du...

- at Carl Jacobsen i 1881 indregistrerede svastika-symbolet (hagekorset) som sit varemærke. Det kendes fra antikkens Rom og Athen, og Carl kan have fået ideen dertil fra de antikke gulve i Pompei. Dog kan en korsstingsbroderet pude med svastika-motivet, syet af en af familiens unge, kvindelige venner, også have været inspirationskilden.

- at da Carlsberg i 1927-28 fik en 19 meter høj obelisk i rød neon, var det datidens største danske installation af neonrør. Obelisken - der i folkemunde gik under navnet "Bryggerens røde næse" - stod på taget af kraftcentralen. 

Se alle