I det sydøstlige hjørne af Carlsberg Byen er byggeriet af de 120 lejligheder i Bohrs Tårn og Humlehuset allerede i fuld gang, og nu er byggeriet af de 22 nye forskerboliger også begyndt at tage form. Byggeriet har nået sit højeste punkt, hvilket man efter gammel skik fejrer med et rejsegilde for håndværkerne.
”Det glæder mig meget, at vi med rejsegildet i Forskerboligerne kommer endnu et vigtigt skridt nærmere at skabe en ny levende bydel i København. Allerede i midten af 2016 flytter de første ind i Carlsberg Byen, når både Campus Carlsberg og Humlehuset står klar. Ligeledes grænser forskerboligerne op til vores nye vartegn, Bohrs Tårn, der er klar til indflytning i 2017,” siger Jens Nyhus adm. direktør i Carlsberg Byen P/S og fortsætter:
”Forskerboligerne binder på fin vis en del af bydelens historie sammen med fremtiden og tilfører samtidig et internationalt præg ved at tiltrække topforskere fra hele verden til Carlsberg Byen.”
Kulturarven videreføres
Carlsbergfondet tog beslutningen om at påbegynde projektet i forbindelse med 200 års fødselsdagen for J. C. Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg. For J.C. Jacobsen var videnskaben central for brygning af øl af høj kvalitet, men også for samfundet som helhed. Boligerne opføres derfor for at fastholde en tæt kobling mellem Carlsberg, forskning og viden.
Tidligere har det nuværende Carlsberg Akademi tjent som æresbolig for fremtrædende forskere. Dens mest berømte beboer var formentlig Niels Bohr, som boede der fra 1932 til sin død i 1962.
Det er det danske arkitektfirma Praksis Arkitekter, der står bag tegningerne af det nye byggeri. Firmaet vandt Carlsbergfondets konkurrence om at tegne boligerne, fordi deres bud imponerede ved at nyfortolke og videreføre historien om Carlsberg – blandt andet i kraft af materialevalget og byggeriets lyse farve, der går igen i nabobygningen og Carlsbergfondets æresbolig.
Carlsberg Byens P/S opfører de 22 forskerboliger for Carlsbergfondet. Forskerboligerne indeholder boliger fra 1. til 4. sal samt tagterrasse på 5. sal. Fra tagterrassen er der direkte udsigt til både J.C. Jacobsens Have og den gamle Mineralvandsfabrik, der i dag huser Dansehallerne.