Kom med til den årlige vejfest på Ny Carlsberg Vej

16. august 2018
Glæd dig til loppemarked, rulleskøjteløb, livemusik, dj, foodtruck, øl- og madvogne, krea-workshops og meget mere, når Carlsberg Byen inviterer til vejfest på Ny Carlsberg Vej den sidste lørdag i august.

Den 25. august løber den årlige vejfest på Ny Carlsberg Vej af stablen. På hele Ny Carlsberg Vej - fra Elefantporten til Vesterfælledvej - vil der hele dagen være hyggelige aktiviteter for børn, voksne og alle dem midt imellem. Allerede kl. 10 går festlighederne i gang med morgenjazz på pladsen Bag Elefanterne, og festen varer helt til kl. 20.

Til vejfesten kan du bl.a. deltage i kreative workshops og stå på løbehjul, skateboard eller rulleskøjter på den midlertidige asfalt på Ny Carlsberg Vej. Der vil også være godt for både øregangene og ganen. På de to scener - en for voksne, en for børn - kan man hele dagen nyde dj's og live-musik, og der vil naturligvis også være til både den lille og store sult eller tørst i de mange boder i området omkring Ny Carlsberg Vej og Købkes Plads. Her serveres alt fra snacks, smoothies og lækker mad, til fadøl og cocktails.

Vi glæder os til at se dig og din familie og venner til en hyggelig dag i Københavns nye bykvarter!

Se hele programmet for dagen samt et oversigtskort over, hvor de forskellige aktiviteter er, ved at klikke herunder.

(Programmet opdateres løbende).