Carlsberg Byen sælger to erhvervsejendomme

10. oktober 2018
Den tyske ejendomsinvestor GLL Real Estate Partners har netop købt to store erhvervsejendomme på samlet 15.000 m2 i Carlsberg Byen. Der er allerede indgået lejeaftaler for begge bygninger.
Carlsberg Byen har netop indgået aftale med den tyske ejendomsinvestor GLL om salg af to erhvervsejendomme i Carlsberg Byen. Begge bygninger, Harild Hus på ca. 7.700 m2 og Købke Hus på ca. 7.000 m2, er allerede blevet udlejet til hhv. det internationale konsulenthus Accenture og den internationale kontorkædekæde, Spaces, som forventes at flytte ind senere i år.

"Handlen er udtryk for den store efterspørgsel, vi oplever på erhvervsbygningerne i Carlsberg Byen. Der var flere interesserede købere, men vi fandt hurtigt et godt fodslag med GLL, som havde sat sig godt ind i Carlsberg Byen og delte vores visioner for områdets udvikling," siger adm. dir. i Carlsberg Byen, Jens Nyhus om aftalen.

"Mens GLL er bredt repræsenteret globalt, supplerer købet af de to bygninger i Carlsberg Byen GLL-porteføljen i et område, hvor vi stadig er underrepræsenteret", forklarer Florian Geistmann, chef for Acquisitions Western Europe hos GLL. "Det er GLLs første erhvervelse på det danske marked, og den følger vores investeringer i Finland fra sidste år, og vi ser frem til at udvide vores fodaftryk yderligere i regionen."

Stor efterspørgsel efter erhvervsejendomme
Handlen understreger den store efterspørgsel, Carlsberg Byen oplever på erhvervsejendomme, hvor man på nuværende tidspunkt har solgt 95 % af de ejendomme, der er udbudt til salg. Når området står færdigt i 2024, vil det indeholde 250.000 m2 erhverv, hvoraf de 45 % på nuværende tidspunkt er solgt.

Adm. dir. i Carlsberg Byen Jens Nyhus siger om udviklingen: "Carlsberg Byen er inde i en fase lige nu, hvor vi går fra at være et udviklingsområde til at blive et bykvarter. Vi runder i år beboer nr. 1.000, Europaskolen åbner, flere virksomheder flytter ind, og så åbner Hotel Ottilia omkring nytår, hvilket naturligvis bidrager til at tiltrække både lejere, men også investorer til området."

Fakta om GLL
GLL Real Estate Partners har hovedkontor i München og forvalter aktiver for ca. 7 mia. EUR globalt. Investeringsforvalteren, der er en del af Macquarie Group, har investeringer i Vest- og Østeuropa, Australien og Amerika.