Det grå hus solgt til dansk investor

9. april 2019
De gamle industribygninger i Carlsberg Byen er et stykke Danmarkshistorie, der fortæller om det nye bykvarters fortid som bryggeri og giver området en helt særlig atmosfære. En af kvarterets fredede bygninger, kendt som Det Grå Hus, sættes nu i stand fra kælder til kvist og, med respekt for de smukke bygningsdetaljer, bliver indrettet til et unikt kontormiljø. 
Det Grå Hus er, med sin fine beliggenhed nær Elefantporten, en af Carlsberg Byens historiske perler. Villaen, der er tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampman, er præget af smukke udsmykninger, arkitektoniske detaljer og byggeteknik i særklasse. For nylig solgte Newsec Advisory villaen til ejendomsinvestor Lars Fogh.
 
”Det er ikke tit, at man får muligheden for at formidle en ejendom med et så spektakulært eksteriørt udtryk som Det Grå Hus. Ejendommen trænger bestemt til en kærlig hånd for at blive bragt tilbage til fordums grandiositet, og det er en ombygning, der vil kræve en del af den nye ejer”, fortæller Brian Tretow-Loof, Head of Transactions i Newsec Advisory.
 
Udfordrende salgsproces
Netop kombinationen af at huset er fredet og attråværdigt samtidig med, at det kræver en omfattende istandsættelse, gjorde salgsprocessen udfordrende. 
 
Der var utroligt mange interesserede i ejendommen, men usikkerhed omkring renoveringsprocessen vakte bekymring hos både investorer og entreprenører. Investorerne var primært nervøse for omkostningerne, mens entreprenørerne var mere bekymrede for processen med de nødvendige tilladelser fra bl.a. Slots- og Kulturstyrelsen og Københavns Kommune - og begrænsninger i en evt. konvertering til boligformål, som flere udtrykte ønske om.
 
”Vi er meget tilfredse med at have fundet den helt rigtige køber, der med det samme kunne se idéen i at istandsætte og genudleje ejendommen som et eksklusivt kontorhus, hvilket passer godt ind i Carlsberg Byens øvrige mix af nye boliger og erhvervsejendomme. Lars Fogh er desuden i gang med at renovere flere fredede ejendomme i Tyskland og har en årelang erfaring i, hvordan man tager hånd om mere specielle og historiske ejendomme”, siger Brian Tretow-Loof.
 
Til at hjælpe med den omfattende renovering har den nye ejer entreret med arkitekt Poul Schülein fra Arkitema, der har stor erfaring med fredede ejendommen, bl.a. Frederik d. 8’s palæ, Amaliegården og Hotel Ottilia der, ligesom Arkitema selv, er beliggende i Carlsberg Byen.

Allerede nu har flere interesserede lejere meldt sig på banen. De må dog væbne sig med tålmodighed, da de nye kontorer først vil være klar til indflytning i medio 2020.