Første spadestik med et twist

11. juni 2019
Mellem containere og skurvogne, godt gemt bag byggepladshegnet langs Ny Carlsberg Vej, mødte cirka 100 mennesker op i dag for at deltage i første spadestik på to kommende projekter i Carlsberg Byen, Winge Hus og Grønlunds Tårn. Lidt utraditionelt bød arrangementet også på nedgravning af en tidskapsel.
I dag blev opstarten på endnu et byggeri i Carlsberg Byen markeret med et første spadestik. Projektet vil bestå af et karrébyggeri og et tårnhus på 50 meter, der vil bidrage med liv til området i hjørnet af Ny Carlsberg Vej og Vesterfælledvej.

I byggeriets stueetage vil man finde butik, café og restaurant, mens 1. til 4. sal vil byde velkommen til kontorlejere i det byggeri, der har fået navnet Winge Hus. På toppen af Winge Hus bygges 45 lyse lejligheder i Grønlunds Tårn med en imponerende udsigt over området, hvor to nye pladser, Kildepladsen og Gærtorvet, vil skabe den helt særlige storbystemning, der kendetegner Carlsberg Byen og København. 
 
Nedgravet tidskapsel med hilsen fra nutiden
Som traditionen foreskriver det, bliver nye projekter skudt i gang med et arrangement kaldet første spadestik, men i dag havde arrangementet fået et twist, da adm. direktør i Carlsberg Byen P/S, Jens Nyhus, annoncerede, at man ville støbe en tidskapsel ned i byggeriet, som eftertiden vil kunne få glæde af.

”Jeg håber, at I alle lige om lidt vil skrive en kort besked på en lap papir og lægge den ned i tidskapslen, så vores efterkommere en gang ude i fremtiden vil kunne se den ånd og de tanker, der dominerer Carlsberg Byen," sagde Jens Nyhus til de fremmødte.
 
Tidskapslen rummede bl.a. visualiseringer af Winge Hus og Grønlunds Tårn, bykort over området, dagens avis, en lamineret 100-kroneseddel, en bøtte slik, et udsigtsbillede over Vesterbro og en masse hilsener fra de fremmødte.

Arpe & Kjeldsholm er totalentreprenør på projektet, C.F. Møller og MVRDV er arkitekter og Niras er rådgivende ingeniører.