Accenture: Carlsberg Byens særlige vibe et plus for rekruttering

24. juni 2019
Kreativitet, effektivitet og styrket rekruttering var nogle af nøgleordene, da Accenture besluttede at flytte deres danske hovedsæde fra Ørestaden til Carlsberg Byen.
I forvejen er tegnestuen Arkitema, bryggeriet Mikkeller, designeren Henrik Vibskov samt en række mindre og kreative virksomheder allerede flyttet til, og nu har også det anerkendte og verdensomspændende konsulenthus, Accenture, flyttet sit danske hovedsæde til Carlsberg Byen. Her blomstrer kreativiteten og innovationen blandt de godt 600 medarbejdere, der foruden en unik beliggenhed kan lade sig inspirere af moderne mødefaciliteter, fortæller HR-chef hos Accenture, Marianne Fischer-Rasmussen.
 
”De første dage har bare været så vellykkede, og der er en generel, superpositiv stemning i huset. Ingen tvivl om, at det her er gode rammer for at arbejde kreativt og effektivt til gavn for både vores kunder og os selv”, siger Marianne Fischer-Rasmussen.
 
Harild Hus ligger i hjertet af Carlsberg Byen, og med både de historiske fredede bygninger og det livlige Vesterbro tæt på, er der tale om en unik beliggenhed. Og netop beliggenheden opleves som et stort plus for Accenture i forhold til rekruttering, fortæller Marianne Fischer-Rasmussen: ”At arbejde centralt på Vesterbro og midt i den særlige vibe, der er i dette område, er et stort plus, når vi skal rekruttere. Vi er en videnstung og innovativ virksomhed, som skal tiltrække de dygtigste medarbejdere, og der er en central beliggenhed et væsentligt parameter.”
 
Udover fordelene ved rekruttering har Accenture også oplevet en øget effektivisering ved at have størstedelen af virksomhedens medarbejdere samlet på én adresse omgivet af moderne og nyskabende mødefaciliteter: ”Tidligere var vi i højere grad spredt på flere adresser, mens vi her har fået samlet det meste af familien. Det forstærker rammen om virksomhedens identitet, ligesom det styrker kreativiteten, innovationen og effektiviteten at være samlet under samme tag”, fortæller Marianne Fischer Rasmussen. 
Vi er en videnstung og innovativ virksomhed, som skal tiltrække de dygtigste medarbejdere, og der er en central beliggenhed et væsentligt parameter.
Marianne Fischer Rasmussen, HR-chef i Accenture

Om Accenture

Accenture er et førende globalt professionelt servicefirma, der tilbyder en bred vifte af tjenester og løsninger inden for strategi, rådgivning, digital teknologi og drift. Med mere end 435.000 ansatte, der betjener kunder i mere end 120 lande, driver Accenture innovation for at forbedre den måde, verden arbejder og lever på. Accenture Danmark har over 600 ansatte.  Se mere på accenture.com