Rejsegilde for Winge Hus og Grønlunds Tårn

17. februar 2020
Torsdag den 20. februar 2020 er der rejsegilde på to nye bygninger i Carlsberg Byen, som kommer til at favne bredt med kontorer, restaurant, butik og lejligheder til de fleste behov.
Byggeriet består af to sammensatte bygninger: Grønlunds Tårn på 50 meter og Winge Hus-karréen i fem etager ud mod Lagergade nær Vesterbro. Det bliver i høj grad et byggeri med plads til forskellighed i form af 45 boliger, kontorer, butik og ikke mindst en restaurant i stueplan ud mod Kildepladsen.

”Winge Hus og Grønlunds Tårn er indbegrebet af den type liv, vi ønsker at skabe i Carlsberg Byen. Her er en varieret boligmasse med indbydende rammer at bo, arbejde og mødes i samt rig mulighed for at få et lokalt samlingspunkt med stemning og puls,” siger Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen. 

I selve tårnet bliver der fem lejligheder på hver af de øverste ni etager, alle med altan. Øverst på 14. etage kommer der to private tagterrasser. Fra 1. til 4. etage i både karré og tårn bliver der plads til erhverv, mens der i stueplan kommer både butik og restaurant. 

”Det er vores ambition, at byggeriet skal være inviterende i både arkitektur og indretning. Fx har vi bygget karréen omkring et atrium, som åbner og forbinder etagerne. Kvadratmeterne i stueetagen lader vi stå helt råt, så den kommende restaurant- og butiksoperatør kan sætte deres eget præg,” siger Camilla Schou Wollny, senior projektchef i Carlsberg Byen.

Bruttoetagearealet for projektet inkl. kælder udgør ca. 14.245 kvadratmeter fordelt på boliger, detail og erhverv.   

Historien bag navnene
Carl Christian Howitz Grønlund var botaniker, der i 1880 blev ansat som bestyrer af det daværende laboratorium for gærundersøgelser ved Ny Carlsberg. Han giver navn til det 50 meter høje Grønlunds Tårn. 

Øjvind Winge var leder af Carlsberg Laboratoriums fysiologiske afdeling fra 1933 til 1956. Øjvind Winges forskning førte til opdagelsen af gærcellens kønnede formering. Desuden var han en passioneret forædler af maltbyg og humle. Forskeren lægger navn til Winge Hus.

Restaurantfacade i stueetagen af Winge Hus ved Kildepladsen

Få et kontor som ingen andre -

Leder I efter nye kontorlokaler i midten af København? I Carlsberg Byen får I et levende byliv udenfor døren og en moderne arbejdsplads, som er nem og hurtig at komme til og fra.
Se ledige kontorlokaler

Boligrådgivere i Carlsberg Byen -

I Carlsberg Byen har vi vores egne boligrådgivere med en dybdegående viden om lejlighederne, ejendommene og bykvarteret, og bruger det til at hjælpe vores kunder trygt igennem købsprocessen. Læs mere om Boligsalg