nytænkende kundeservice giver Lampemesteren i carlsberg byen et forspring

7. maj 2020
Mange forretninger kæmper i disse corona-dage med at holde butikken åben, og for nogle er det endda med (butiks)livet som indsats. Men hos Lampemesteren bekæmper de krisetiden med en nytænkende kundeservice og de langsigtede briller på. Og det giver pote, fortæller butikschef i Lampemesteren i Carlsberg Byen, Savannah Bell.
Louis Poulsen, Arne Jacobsen og Le Klint kender de fleste danskere med interesse for design. Det er også blandt de mest populære lamper i Lampemesterens store sortiment, og for tiden bliver der solgt mere end forventet i butikken i Carlsberg Byen, fortæller butikschef i Lampemesteren i Carlsberg Byen, Savannah Bell.

”Rigtig mange af os har været meget hjemme på det sidste, og det har givet inspiration til at komme i gang med at få malet væggene, omdekorere i stuen og få købt den belysning, der kan sætte prikken over i’et og skabe flotte rum i ens hjem. Den slags kunder har vi rigtig mange af for tiden – så meget at vi ligger faktisk over budget for disse måneder.”

Lysindretning via Facetime, mails og godt afsprittede hjemmebesøg
Men hvordan sørger man for at bevare den gode kundeservice i en tid, hvor kunderne er nervøse for at komme ned i butikken? Spørger man Savannah Bell, er svaret blandt andet Facetime.
 
”Vi tilbyder at Facetime med kunderne, der er derhjemme, så de kan vise os deres lejlighed og de rum, der mangler belysning. Og så har der været sendt masser af mails frem og tilbage med billeder af stuer, køkkener og badeværelser, hvor kunderne prøver at beskrive, hvad de mangler, og hvor vi rådgiver over telefonen med videoen slået til.”
 
Noget helt særligt er også, at Lampemesteren tilbyder at komme ud og hjælpe personligt med at lysindrette, hvis Facetime ikke rækker. Selvfølgelig med alle forholdsreglerne godt afstemt med kunden på forhånd, så der er sprittet af og besøget ikke varer længere end nødvendigt. For alle kunder, der bor i Carlsberg Byen, er ydelsen gratis, og det gode tilbud har fået positiv feedback fra kunderne.
 
”Det er rigtig fint at møde kunderne sådan og yde den ekstra service, der gør en forskel. Når vi står dér i privaten, kan vi hurtigt rådgive om, hvilken belysning der skal til. Herefter kan kunderne enten selv hente lampen i forretningen, men har de været utrygge ved det, har jeg faktisk også selv kørt rundt med varerne til dem. Det har givet lidt ekstra arbejde, men det har været det hele værd.”
 
Rørende opbakning fra lokalområdet
Selvom Savannah og hendes medarbejdere i de sidste par uger har stået med en mere eller mindre tom forretning på Bohrsgade, husker hun alligevel mange gode øjeblikke: 

”Vi sad udenfor forretningen efter udmeldingen om nedlukningen, og menneskerne på gaden stoppede op og sagde, at de var så glade for vores forretning her i området, at vi ikke måtte lukke igen, og at de sørgede for at anbefale os til alle deres venner. Det var virkelig rørende at mærke den lokale opbakning; så kommer der en kampgejst op i én.”


Take a break spa

Se alle butikkerne i Carlsberg Byen -

Tjek oversigten over kvarterets butikker og oplevelser lige her og lad dig inspirere til, hvor turen skal gå hen næste gang.  Se butikkerne her

Nyheder fra Carlsberg Byen direkte i din indbakke? 

Tilmeld dig Carlsberg Byens nyhedsbrev og få ugentlige nyheder fra Københavns nye bykvarter.  Tilmeld dig her