Fællesgro åbner for ny sæson hos Gasoline Grill
18. april 2021
Glæd dig til, at Fællesgro og Gasoline Grill igen denne sæson sørger for økologisk, frisk grønt direkte fra marken til Carlsberg Byen.
Fra juni og frem til december kan medlemmer igen denne sæson hver tirsdag hente friske grønne sager, æg og blomster på pladsen foran Gasoline Grill, hvor de dygtige folk fra FællesGro står parat til at dele ud af både viden og tips om dagens høst.
Som medlem af FællesGro betaler man forud for høstsæsonen for en andel af høsten. Landmanden producerer afgrøderne, og FællesGro sørger for at man kan afhente sin høst ugentligt på nøje udvalgte afhentningssteder i København – og giver dermed byboere en tættere relation til landbruget. I Carlsberg Byen vil den friske høst komme direkte fra Stensbølgård i Kirke Hyllinge, hvor Kirsten Sivertsen og hendes familie har produceret økologisk i 23 år.
Høstposen består af min. seks forskellige afgrøder hver uge, og der er mulighed for tilkøb af økologiske æg, blomster og andre økologiske varer fra små producenter. Det koster 2.100 kr. for en halv høstsæson, hvilket svarer til 150 kr. per høstpose. Afhentning af ugens pose foregår foran Gasoline Grill på Bryggernes Plads hver tirsdag fra kl. 15.30-18.30.
Er du nysgerrig på, om FællesGro kunne være interessant for dig? Tirsdag d. 11. maj afholder FællesGro en online intro-aften via dette Facebook-event.
Læs mere og bliv medlem på faellesgro.dk