Carlsberg Byen nomineret til pris

22. april 2025
Københavns Kommune har nomineret Carlsberg Byen til Bygningspræmiering 2025.

Ved den årlige bygningspræmiering anerkender Københavns Kommune de kræfter, der har tilført byens rammer særlig kvalitet og understreger påskønnelsen af god arkitektur og dens betydning for det levede liv i byen.

Gennem tiden har flere ejendomme i Carlsberg Byen været nomineret, og i år er hele området blandt de i alt otte nominerede! I præsentationen står der bl.a.:

"I Carlsberg Byen kan du gå på opdagelse på flere niveauer. Den mangfoldige arkitektur gemmer på overraskelser, detaljer og hilsener til den fredede og historiske bygningsmasse på området. [...] Livet mellem bygningerne har været i fokus i udviklingen af byen fra start. Det opleves i dag i de mange forskelligartede byrum. Operatørerne, der er blevet inviteret til at flytte ind i stueplan, er kendetegnet ved at ville bidrage til fællesskabet; både som en del af det nyopstartede fællesskab i området samt lade forretningen folde sig ud uden for dets egne døre. Der er faciliteret og arbejdet med samarbejde på tværs af operatørerne. På den måde har bylivet de bedste betingelser for fortsat at leve videre og blomstre i et samlet fællesskab for området, hvor flere går sammen om at holde fx loppemarkeder og børneevents."

De sidste af Udviklingsselskabet Carlsberg Byens byggerier er netop under færdiggørelse, og vi er stolte over, at hele området er blevet nomineret til bygningspræmieringen, og at arbejdet med at skabe et nyt og levende bykvarter anerkendes.

Hvis du også synes, at Carlsberg Byen skal præmieres, kan du give din stemme til Publikumsprisen her.

Ikke nok med at området i sin helhed er nomineret, så er to af de i alt syv andre nominerede i år også at finde på den historiske bryggerigrund: nemlig transformationen af Kedelhallen og restaureringen af Carlsberg Akademi.

Se alle butikkerne i Carlsberg Byen -

Tjek oversigten over kvarterets butikker og oplevelser lige her og lad dig inspirere til, hvor turen skal gå hen næste gang.  Se butikkerne her

Spisesteder i Carlsberg Byen -

Fra Byens Bedste Bager, til en af Europas bedste pizzaer, til vinbar til ølbar, til smørrebrød og tacos: Se her, hvilke steder, du kan spise og drikke dig igennem i Carlsberg Byen.

Gå på opdagelse her