Indvielse af Ny Carlsberg Vej - og et skridt nærmere færdiggørelsen af Carlsberg Byen

7. maj 2025
Med indvielsen af Ny Carlsberg Vej markerer Udviklingsselskabet Carlsberg Byen en snarlig færdiggørelse af et af de mest ambitiøse byudviklinger i nyere dansk historie – skabt i tæt samarbejde med en lang række af engagerede partnere gennem årene.

En allé med historiske brosten, nyplantede kejserlindetræer og ikoniske kobberlamper dannede i dag rammen om en særlig fejring i Carlsberg Byen. Her blev Ny Carlsberg Vej officielt indviet – og med det markerede vi også, at udviklingen af det nye bykvarter nærmer sig sin afslutning.

Siden bryggeriets flytning i 2009 har Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S – i tæt samarbejde med arkitekter, landskabsarkitekter, entreprenører og mange andre rådgivere og samarbejdspartnere – arbejdet målrettet på at forvandle den lukkede industrigrund til en ny bydel. Resultatet er en levende, prisvindende bydel, som bruges af og leves i af titusindvis af mennesker hver eneste dag, og som med sine tårne og vartegn har ændret Københavns skyline for altid.

"Det er en stor og kompleks opgave at skabe et vellykket bykvarter fra bunden, og det er en opgave, som jeg, mine kolleger og alle jer samarbejdspartnere er gået til med stor respekt og hjerteblod. Sammen har vi ikke bare været med til at skrive historie i sandet, men derimod har vi skabt en bydel, der vil præge mange efterfølgende generationer af københavnere," sagde Jens Nyhus, adm. direktør hos Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S i sin tale til den officielle indvielse af Ny Carlsberg Vej.

Med udsolgte boliger og over 75 % af erhvervslokalerne solgt, står Carlsberg Byen nu som et bevis på, hvad der er muligt, når stærke visioner møder faglighed, passion og samarbejde. Fra Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S lyder et stort tak til alle dem, der gennem årenes løb har været med til at forme denne nye del af København - både fysisk og kulturelt.


De sidste byggerier og infrastruktur færdiggøres inden for de kommende måneder, hvorefter Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S går ind i den sidste fase af sin levetid som organisation. De to sidste byggefelter på området bliver almene boliger, som står til at blive opført af hhv. FSB og Domea.

Se alle butikkerne i Carlsberg Byen -

Tjek oversigten over kvarterets butikker og oplevelser lige her og lad dig inspirere til, hvor turen skal gå hen næste gang.  Se butikkerne her

Spisesteder i Carlsberg Byen -

Fra Byens Bedste Bager, til en af Europas bedste pizzaer, til vinbar til ølbar, til smørrebrød og tacos: Se her, hvilke steder, du kan spise og drikke dig igennem i Carlsberg Byen.

Gå på opdagelse her