Brøchner Hotels' første bryg i Carlsberg Byen
22. september 2017
I to af Københavns flotteste industribygninger, Maltmagasinet og den fredede Lagerkælder 3, åbner Carlsberg Byens første hotel: Hotel Ottilia. I går blev opstarten på byggeriet fejret med første "bryg" i bygningen, der i bryggeritiden husede 6 millioner liter øl.
Noget af det, vi er allermest stolte over og glade for i Carlsberg Byen, er vores mange, gamle og fredede bygninger. Derfor var det en stor dag, da Carlsberg Byen og Brøchner Hotels torsdag d. 21 september 2017 afholdte "første bryg" (et anderledes navn for det første spadestik, der traditionelt set fejres, når byggeriet går i gang) i de gamle, fredede bygninger Maltmagasinet og Lagerkælder 3, som kommer til at damme rammerne for det kommende Hotel Ottilia.
Det er den fremadstormende danske hotelkæde Brøchner Hotels, der står bag bykvarterets nye hotel. I fremtiden vil Hotel Ottilia give danske og internationale besøgende en hel speciel og unik hoteloplevelse i blandt andet den gamle Lagerkælder 3 med de ikoniske guldskiver på facaden, der alle bevares på det nye hotel.
"Vi driver anderledes hoteller med omtanke, hvor den unikke oplevelse er i centrum, og i vores øjne er Carlsberg Byen et af de mest unikke områder i København. Vi er meget bevidste om, at vi bliver en del af et stykke dansk historie, når vi rykker ind i Carlsberg Byen, og det har vi tænkt at bruge aktivt på en nyskabende måde i hotellets design. Hotel Ottilia bliver et hotel, man ikke blot kommer for at bo på, men for at opleve - både for lokale og gæster i byen," udtaler Karim Nielsen, adm. direktør for Brøchner Hotels.
Hotel Ottilia er et enestående godt eksempel på, hvordan industribygninger kan finde anden brug, hvis kreativitet og vilje er til stede.Jens Nyhus, adm. direktør, Carlsberg Byen
Hotel Ottilia, opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone, får blandt andet to barer, en restaurant med tagterrasse, der byder på en spektakulær udsigt udover København, faciliteter til 200 møde- og konferencegæster og får Carlsberg Byens "rådhusplads", Bryggernes Plads, som nabo.
Vi glæder os til at byde både Brøchner Hotels og gæster velkommen i de unikke værelser og Carlsberg Byen.