Line Adelborg: "Carlsberg Byen er en lille landsby"
”Når jeg udvælger ting til butikken, så kuraterer jeg efter, hvad jeg selv synes giver en wauw-effekt. Der er ikke én ting herinde, jeg ikke selv kunne tænke mig, så for mig er butikken lidt som en slags ønskebrønd,” fortæller Line Adelborg med begejstring i øjnene.
Når du træder ind i by Adelborg, har du lyst til at gå på opdagelse i de mange hjørner af butikken og forskellige små ”rum”. Der er endda også et børnehjørne med legetøj, bøger og bamser, så der også er noget til familiens mindste. I butikken gør Line og hendes medarbejdere meget ud af at rykke rundt og skabe nye udstillinger, så du som kunde får en ny oplevelse, når du besøger butikken igen og igen.
”Det er helt okay, at man har behov for at kigge på en sofa mange gange, før man køber den, da det er en investering. Derfor er det virkelig vigtigt for mig, at vores kunder ikke føler et ubehag ved at komme ind igen og igen og igen, før de måske træffer en beslutning. Derfor gør vi også noget ud af, at der altid sker noget nyt i butikken, og at folk kan browse lidt rundt i butikken,” fortæller Line.
Det handler om den rette vejledning
Der kan være mange faktorer, der spiller ind, når man skal købe nyt til hjemmet, og det er synd og skam, hvis man får anskaffet sig det forkerte uden den rette hjælp eller vejledning, og derfor alligevel udskifter efter kort tid. Dette har Line Adelborg haft i baghovedet, da hun har ansat personalet til butikken:
”Det er ultravigtigt for mig, at alle kunder, der kommer i butikken får en god oplevelse og bliver taget godt imod og får samme, høje service. Vi giver en god vejledning, uanset om man kommer for at købe en kop, et hårelastik eller en sofa, og vi sætter en ære i at servicere og vejlede vores kunder. Vores medarbejdere har alle en relevant baggrund og er uddannet eksempelvis indretningsarkitekt eller møbelsælger, så vi kan give en grundig og reel vejledning, når det kommer til både indretningen men også for eksempel til materialevalg og vedligehold."
Carlsberg Byen er en lille landsby
Line Adelborg beskriver, at de i butikken på få måneder allerede er kommet på fornavn med mange kunder, der også hilser på, når hun møder dem andre steder i Carlsberg Byen. Faktisk føler hun, at hun ”er trådt ind i en lille landsby.”
Hun kendte godt området, før hun åbnede butikken, men det er alligevel kommet bag på hende, hvordan de er blevet en del af et lille samfund så hurtigt. ”Det er ret unikt,” tilføjer hun.
By Adelborg er beliggende på Bryggernes Plads 22, 1799 København V. Hør Line Adelborg fortælle om butikken i Carlsberg Byen i videoen herunder: