historie i carlsberg byen

Domea opfører 184 almene boliger i Carlsberg Byen

9. oktober 2020
Boligselskabet DFB er sammen med Domea.dk blevet udvalgt til at opføre 184 nye almene boliger i hjertet af Carlsberg Byen. Her kommer både 100 ungdomsboliger - og en helt ny boligform til glæde for singleforældre.

Når Carlsberg Byen står færdig i 2024, bliver det med 600 almene boliger. Boligselskabet AAB skal opføre 226 af de almene boliger - og nu kan vi med stor glæde fortælle, at Carlsberg Byen har indgået endnu en aftale om almene boliger i kvarteret: DFB og Domea.dk skal opføre 184 nye, almene boliger og være med til at sikre et blandet og aktivt kvarter på Vesterbro med 100 ungdomsboliger og 75-84 familieboliger, herunder seniorbofællesskaber og singleforældre-bofællesskaber, som forventes at stå færdige i 2024.

"De almene boliger vil bestå af en blanding af familieboliger, senior-bofællesskaber og en helt ny og endnu ikke færdigudviklet boligform, som skal løse de enlige forældres krav og ønsker til boligen og til naboskab og fællesskab. Det betyder meget for os, at vi kan bygge til et styrket fællesskab og sikre boliger til unge som ældre, par som singler," siger Pia von Benzon DFB’s kommende formand.

Fremtidens boligform for singleforældre
Domea.dk har fået støttet af Statens Kunstfond og Realdania til et innovativt projekt om at udvikle en boligform, der understøtter fællesskaber mellem singleforældre, hvis børn bor skiftevis hos den ene og den anden forældre.

I Carlsberg Byen er vi også glade for diversiteten, som de almene boliger kommer til at bidrage med til kvarteret, og at det er her de første nye singleforældre-boliger vil se dagens lys:

"Vi er utroligt glade for aftalen med Domea.dk om de mange nye, almene boliger i kvarteret, der skal være med til at sikre vores vision om et blandet og aktivt bykvarter, som alle kan få glæde af. Vi glæder os til at byde endnu flere studerende, ældre og familier velkomne i kvarteret - og vi glæder os særligt til at se den nye og innovative boligform i Carlsberg Byen", siger Carlsberg Byens administrerende direktør, Jens Nyhus.

Kontakt Domea.dk for information om de kommende almene boliger, størrelser, priser og ventelister.

Nyheder fra Carlsberg Byen direkte i din indbakke? 

Tilmeld dig Carlsberg Byens nyhedsbrev og få ugentlige nyheder fra Københavns nye bykvarter.  Tilmeld dig her

Et bykvarter med alt, du har brug for -

Få et overblik over kvarteret lige her: Daginstitutioner, uddannelsessteder, butikker og en guide til en dag i Carlsberg Byen. Få overblik over byen her