Brøchner Hotels rykker ind i Carlsberg Byen

30. november 2016
Den fremadstormende danske hotelkæde Brøchner Hotels åbner nyt hotel i historiske bygninger i Carlsberg Byen.
Fra 2019 kan danske og internationale besøgende få en hoteloplevelse ud over det sædvanlige i Carlsberg Byen. Det sker, når hotelkæden Brøchner Hotels slår dørene op til det nye bykvarters første hotel.
 
Hotellet vil have adresse i to af Københavns flotteste industribygninger, Maltmagasinet og den historiske og fredede Lagerkælder 3 med de ikoniske guldskiver på facaden, der alle bevares, når bygningerne nu nøjsomt forvandles til et luksushotel med 156 værelser.
 
HOTEL MED SJÆL OG OMTANKE
Det nye hotel får navnet Hotel Ottilia opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone og får blandt andet to barer, en restaurant med tagterrasse, der byder på en spektakulær udsigt udover København og faciliteter til 200 møde- og konferencegæster. 
 
Administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus siger om det kommende samarbejde:
 
”Vi er utroligt glade for, at Brøchner Hotels ser de samme perspektiver i de fredede bygninger som vi selv. Der er tale om nogle af Københavns flotteste bygninger med en meget central og attraktiv beliggenhed, der vil matche Brøchner Hotels profil godt. Hotellet vil, sammen med de mange andre nye spændende restauranter, caféer og kulturaktiviteter, tiltrække en masse besøgende til glæde for hele kvarteret. Vi ser nu frem til at indgå forhandlinger med den rette investor om overtagelse af bygningerne, så dette unikke projekt kan realiseres”.
 
Hos Brøchner Hotels ser adm. direktør Karim Nielsen de historiske rammer som en stor fordel for hotellet:
 
”Vi er meget bevidste om, at vi bliver en del af et stykke dansk industrihistorie, når vi rykker ind i Carlsberg Byen, og det har vi tænkt at bruge aktivt. Derfor er det vores plan at trække bygningernes historie ind i udformningen af hotellet, så kornsiloer, maltlagre og maskiner indgår i indretningen og bliver en del af fortællingen om hotellet”, udtaler Karim Nielsen.
 
OVERNAT BAG GULDSKIVERNE PÅ LAGERKÆLDER 3
Hotellet bliver placeret i tidligere malt- og øllagerbygninger på Bryggernes Plads i Carlsberg Byen og vil dermed udmønte en del af Carlsberg Byens strategi om at bevare og udnytte de mange historiske industribygninger på grunden. Når det nye bykvarter står færdigt, vil 15 % af bygningsmassen bestå af fredede og bevaringsværdige bygninger.
 
Læs hele artiklen i Berlingske Business.