Gasoline Grill vinder Byens Bedste Burger 2022
29. august 2022
Den populære burgerbar slår et stærkt nomineringsfelt og kan nu bryste sig af at være Byens Bedste burger 2022.
Gasoline Grills burgere er tidligere blevet hyldet som verdens bedste burger af Bloomberg, de to professionelle foodies Anders Husa og Kaitlin Orr melder Gasoline Grills burger som deres favorit og nu modtager den populære burgerbar igen fornem anerkendelse.
Gasoline Grill vinder nemlig Byens Bedste burger 2022 foran et skarpt nomineringsfelt bestående af Popl, Dandelion, Louis og Sliders.
"Det hele handler om gode ingredienser, ikke mindst det økologiske kød, som friskhakkes hver dag og sikrer en dejlig juicy burger. Og så er der er bollen, hvor en del af melet er udskiftet med kartoffel, som giver en mere svampet krumme," skriver Berlingske om Gasoline Grill.
Gasoline Grill i Carlsberg Byen holder til på Bryggernes Plads og foruden at servere byens bedste burger, afholder de også flere events på den store plads. I weekenden løb madfestivalen Copenhagen State Fair af stablen, og tidligere på året kom burgerkongen George Motz også forbi.
Stort tillykke til Gasoline Grill!