File Under Pop-grundlægger: "Farver kan mærkes i kroppen"
I Flaskehalsen i Carlsberg Byen finder du en samling af butikker med fokus på interiør og design, og en af dem er File Under Pop. I File Under Pops nye Color Lab kan du gå på opdagelse i en verden af kuraterede farver, fliser og andre interiør-objekter, der kan løfte dit hjem til nye højder. Men også dit sind.
Grundlægger og kreativ direktør, Josephine Akvama Hoffmeyer, har nemlig startet File Under Pop ud fra et ønske om at skabe rum, hvor man har det godt:
"Det farver kan, er at de kan gøre noget, du ikke nødvendigvis ser først, eller opdager først med øjnene, men du mærker det. Du mærker, at her er rart at være, og du mærker, at du føler dig godt tilpas," fortæller hun.
Med mere end 23 års erfaring inden for fliser og keramik startede Josephine Akvama Hoffmeyer File Under Pop i 2015 med et mål om at forbinde farver og materialer, og siden da er virksomheden vokset til at være en af de førende spillere på markedet inden for overfladedesign i private hjem, men også i både restauranter og butikker.
Farver taler til følelserne
De fleste nye rum i dag er hvide; hvide vægge, lofter, lister og døre. Når mange nye boliger samtidig er født med store vinduespartier og masser af lysindfald, kan det ifølge Josephine Akvama Hoffmeyer blive meget skarpt for øjet at være i, og det kan for nogen sætte sig i kroppen som en uro. Derfor arbejder File Under Pop også med mange dæmpede farver, så man ikke nødvendigvis først ser, at overfladerne har en egentlig farve, men det former rummet og møder og arbejder med lyset på en helt anden måde, end kridhvid maling gør det.
"Det, jeg synes er væsentligt er, at farver ikke kun skal tale til øjet eller ens sind. I virkeligheden kan de også tale til følelserne ved, at man subtilt og grundigt arbejder med dem; overgangene, relationerne, farverne imellem."
Og så betyder glansen på malingen også noget:
"Hos File Under Pop arbejder vi med en meget, meget mat maling, der omfavner overfladerne og giver en særlig blødhed og sensibilitet til rummet," fortæller Josephine Akvama Hoffmeyer.
File Under Pop Color Lab
Når du besøger en almindelig farvehandel, er der typisk tusindvis af farver og nuancer, du kan vælge. Men hvordan matcher lige præcis dén farve med dine skabsfronter eller fliser? Og passer de forskellige farver, du vælger, overhovedet sammen?
Det behøver du ikke bekymre dig om, når du besøger File Under Pop Color Lab.
Her er farverne nemlig kuraterede til et univers af knap 100 farver, og det er de samme udvalgte farver, der går igen på tværs af materialer, så hele indretningen sikres en råd tråd, der ikke forstyrrer øjnene. I Color Lab i Flaskehalsen bliver du desuden mødt af et erfarent team, der bl.a. består af indretningsarkitekter og designere, så du kan blive guidet til dine indretningsprojekter i alle størrelser.
Læs mere om File Under Pop Color Lab i Carlsberg Byen her.
Hør Josephine Akvama Hoffmeyer fortælle mere om farver, følelser og tilgangen hos File Under Pop i videoen herunder: