Stillark åbner showroom i Carlsberg Byen
Det er ikke længe siden, vi glædeligt kunne fortælle, at både design- og arkitektfirmaet BRIQ og den ikoniske designvirksomhed Carl Hansen & Søn flytter til den gamle bryggerigrund - og nu kan vi løfte sløret for endnu et kreativt og spændende brand i Carlsberg Byen: Stillark.
Stillark, der indtil for nyligt var kendt under navnet Stilleben Architects, slår dørene op i Carlsberg Byens designkollektiv Flaskehalsen, som bliver et omdrejningspunkt for livsstil og design i nytænkende butiksuniverser, og hvor visionen er at samle nogle af Danmarks førende, kreative mennesker og virksomheder.
Køkken- og møbelbutikken Stillark udspringer af netop arkitekturen, hvor både køkkendesign og arbejdsprocesser er drevet af viden og forståelse for arkitektur, og med en ambition om at bygge køkkener, der holder og er til glæde for generationer:
"Vi glæder os virkeligt meget til at åbne i Carlsberg Byen. Robustheden og værdien fra områdets historiske bygninger i samspil med et moderne, praktisk liv går hånd i hånd med vores tilgang til møbler og køkkener. De gamle bygninger i kvarteret beviser vores vigtigste pointe; så længe det er godt bygget, er der altid nogle, som vil bruge og passe på det, selv om generationer og måden, det bliver brugt på, skifter.
Her hos Stillark findes møbler, køkkener og inventar, som er bygget med netop langtidsholdbarhed og hverdag som afsæt og mål, præcis som resten af bydelen.
I løbet af uge 42 bliver vi helt klar til at vise vores nye butik og showroom, men hold jer endelig ikke tilbage med at kigge ind allerede nu. Vi vil meget gerne vise jer vores både møbler, lamper og køkkener," fortæller grundlæggeren af Stillark, Ditlev Rahbek.
En hyldest til arkitekturen og det gode håndværk
Lige uden for butiksdøren mærkes både det historiske vingesus og dét, Stillark har til fælles med de øvrige brands i kvarteret: En hyldest til arkitekturen, detaljen og det gode håndværk; elementer der har været nøgleord i mere end 170 år. Lige præcis her ligger også nogle af Københavns største arkitektoniske vartegn som fx den fredede, transformerede fabrik, Mineralvandsfabrikken, og den historiske Kedelhallen.
På det tidligere hjemsted for det verdensberømte bryggeri ligger desuden allerede det internationale galleri von Bartha og det verdenskendte Aire Ancient Baths. Samtidig har både Coffee Collective og Aamanns Genbo netop slået dørene op i kvarteret, og snart kan vi byde velkommen til både toprestauranten Studio og vinbaren Lĭquo.
Stillarks nye butik og showroom forventes at åbne i uge 42.
Stort velkommen på den gamle bryggerigrund!